WHO anslår, at der hvert år dør op til 650.000 mennesker af luftvejssygdomme relateret til sæsoninfluenza

På baggrund af et nyt studie fra det amerikanske Centers for Disease Control and Prevention (CDC) netop publiceret i The Lancet, anslår WHO nu, at mellem 290.000 og 650.000 mennesker hvert år dør af luftvejslidelser som følge af sæsoninfluenza. Dette er højere end tidligere estimater og understreger sæsoninfluenzas alvorlige betydning for folkesundheden verden over.

Hvert år dør mellem 290.000 og 650.000 mennesker verden over af luftvejslidelser relateret til sæsoninfluenza. Dette er konklusionen på et nyt studie publiceret i det videnskabelige tidsskrift The Lancet den 14. december 2017. Her har forskere fra CDC i samarbejde med forskere verden over anvendt data fra 47 lande til at anslå dødeligheden af luftvejslidelser relateret til influenza. Den nye beregning er højere end tidligere anvendte, der lå mellem 250.000 og 500.000 årlige dødsfald og var baseret på over 10 år gamle beregninger.

Sæsoninfluenza findes over hele verden og er en akut viral infektion, der spredes hurtigt fra person til person. Selvom de fleste personer med influenza kommer sig inden for en uge uden behov for lægehjælp, er influenza også årsag til en betydelig overdødelighed blandt andet som følge af relaterede luftvejslidelser som lungebetændelse og bronkitis. Personer i risiko for et alvorligt forløb og død omfatter personer over 65 år, personer med kroniske sygdomme og gravide. Vaccination er den bedste forebyggelse mod alvorlig influenza og er særlig vigtig for risikogrupper og personer der arbejder i sundhedsvæsenet. Viden om influenza-relateret dødelighed er særdeles vigtig i forhold til at kunne planlægge og prioritere den forebyggende indsats mod influenza på nationalt såvel som globalt plan.

I dette nye studie har i alt 47 lande, heriblandt Danmark, bidraget med overvågningsdata om influenza og 33 af disse lande har bidraget med data om overdødelighed som følge af influenza mellem 1999 og 2015. Ud fra disse data har forskerne udviklet en statistisk model til at beregne globale estimater for influenza-relateret dødelighed. Man har beregnet dødelighed af influenza-relaterede luftvejslidelser i tre aldersgrupper (<65 år, 65-74 år, ≥75 år) samt analyseret data for børn <5 år. De fleste dødsfald sker blandt ældre ≥75 år og i verdens fattige lande. Dødeligheden er således højest i Afrika syd for Sahara og Sydøstasien. Blandt børn under 5 år estimeres mellem 9.000 og 105.000 dødsfald årligt, og disse er næsten udelukkende i udviklingslande.

Undersøgelsen understøtter, at influenza er en betydelig social og samfundsøkonomisk byrde og understreger vigtigheden af rettidig forebyggelse af sæsoninfluenza samt et godt beredskab for kommende influenza-pandemier.

Influenzavaccination, der i Danmark tilbydes gratis til personer over 65 år og til risikogrupper, er den bedste måde til at forebygge sæsoninfluenza. Desværre er influenzavacciner ikke 100 % effektive, så derfor er der også brug for forskning i mere effektive vacciner.

Statens Serum Institut koordinerer den europæiske overvågning af dødelighed, der blandt andet har til formål at bedømme, hvor alvorligt den årlige influenzasæson rammer de europæiske lande. Dette sker i EuroMOMO-programmet, der bl.a. støttes af det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Kontrol og WHO.

Hvis du vil vide mere om overvågning af influenza i Danmark.