PDF-ikonPrintikonTip en ven

Ebola i Uganda

Ifølge WHO har Sundhedsministeriet i Uganda den 29. juli 2012 informeret om et udbrud af Ebola blødningsfeber i Kibaale distrikt i den vestlige del af Uganda.

Der er rapporteret om 20 tilfælde med Ebola inklusiv 14 dødsfald siden begyndelsen af juli 2012. Ni af de 14 døde er fra samme husstand.

Bekræftende laboratorieundersøgelser er udført på Uganda Virus Research Institute (UVRI), Entebbe, Uganda.

De lokale myndigheder gennemfører i samarbejde med WHO og andre internationale partnere intensiveret overvågning og epidemiologisk undersøgelse i området, inklusiv opsporing af alle personer der har haft kontakt til de syge.

WHO har ikke anbefalet rejserestriktioner med baggrund i det aktuelle udbrud.

Symptomer på Ebola blødningsfeber er høj feber, hovedpine, muskelømhed, mavepine, træthed, diaré evt. blodig, ondt i halsen, udslæt og opkast. I løbet af én uge udvikles brystsmerter, chok, blindhed og blødningsforstyrrelser. Dette viser sig ved store og små blodudtrædninger i huden og regulære slimhindeblødninger bl.a. fra mave-tarmkanalen.

Ebola smitte mellem mennesker kan ske ved direkte kontakt med blod og sekreter. Patienterne er mest smitsomme ved opkast, diarre og blødning.

Der findes ingen vaccine mod Ebola.

Læs mere om Ebola blødningsfeber.

Link til WHO's information om udbruddet.

Søg i nyheder: