PDF-ikonPrintikonTip en ven

Maveinfektioner er hyppige i Danmark

En ny undersøgelse fra Statens Serum Institut viser, at hver dansker i gennemsnit er syge med diarré eller opkast mere end én gang hvert år.

Maveinfektioner er ubehagelige, men går som regel hurtigt over af sig selv igen. Derfor er det også kun en mindre del af de syge, der opsøger en læge og dermed bliver diagnosticerede og talt med i sygdomsstatistikkerne. Resultatet er, at det sande antal syge mennesker ikke kendes.

Statens Serum Institut gennemførte derfor i løbet af hele 2009 en større undersøgelse af, hvor ofte danskerne er syge af maveinfektioner. Undersøgelsen, der netop er blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Epidemiology and Infection viste bl.a., at:

  • Danskerne i gennemsnit har en sygdomsepisode med diarré eller opkast 1,4 gange hvert år.
  • Andelen af syge var højest blandt børn, men også høj blandt unge voksne. Derimod var der markant færre syge blandt voksne over 40 år.
  • Der var lige mange syge mænd og kvinder.
  • De, der havde diarré, var i gennemsnit syge i tre dage – 80 % af de syge led af diarré, mens resten kun havde kastet op.
  • 35 % af de syge havde været nødt til at blive hjemme fra arbejde/skole
  • Èn ud af ti gik til egen læge eller havde besøg af vagtlægen, mens kun 1 % af de syge havde været indlagt.

En betydelig sygdomsbyrde

Undersøgelsen bidrager til at få et bedre billede af omfanget af mave-tarm infektioner i Danmark. Den viser, at infektionerne sjældent har et alvorligt forløb og som regel går over af sig selv. Men den viser også, at maveinfektioner faktisk forekommer overraskende hyppigt, hvilket medfører en del ubehag for de ramte og – må man formode – en stor udgift for samfundet i tabt arbejdsfortjeneste. Forbedret fødevaresikkerhed, men også øget fokus på god håndhygiejne, altså hyppig håndvask, ville formodentlig kunne forhindre en del af infektionerne.

Undersøgelsens metode

Undersøgelsen er gennemført ved, at et repræsentativt udsnit af befolkningen udtrukket fra cpr registret hver måned i 2009 blev ringet op og spurgt, om de havde lidt af diarré eller kastet op i løbet af de seneste 4 uger og dertil blev stillet en række uddybende spørgsmål. Personer hvis symptomer sandsynligvis ikke skyldes en infektion – men i stedet en kronisk sygdom, eller måske særlig medicin eller bare tømmermænd – blev trukket fra. Undersøgelsen er gennemført i samarbejde med Fødevareinstituttet ved Danmarks Tekniske Universitet.

Læs den videnskabelige artikel

Müller L, Korsgaard, H, Ethelberg S Burden of acute gastrointestinal illness in Denmark 2009 – a population-based telephone survey. Epidemiol Infect.2012; 140(2), 290-298

Søg i Forskningsnyt:

Kontakt

Steen Ethelberg, Seniorforsker, afsnitsleder
Afdeling for Infektionsepidemiologi

Tlf.: 3268 3545