PDF-ikonPrintikonTip en ven

2009-pandemien ramte skolebørn og unge voksne

Dansk undersøgelse af indlæggelser under pandemien viser som den første, at det især var influenzaramte skolebørn og unge voksne, der blev indlagt, mens seniorer over 65 i store træk gik fri

En dansk undersøgelse af indlæggelser som følge af lungebetændelse, influenza, andre alvorlige luftvejsinfektioner samt feberkramper viser, at det især var skolebørn og unge voksne, som blev indlagt på sygehus under influenza A(H1N1)-epidemien i efteråret 2009.

For de 5 til 24-årige var der 63 pct. flere indlæggelser end under normale influenzasæsoner. Dette svarer til knap 500 indlæggelser. Til gengæld gik seniorer over 65 år relativt set fri af pandemien.
Samlet set medførte pandemien cirka 2600 ekstra indlæggelser sammenlignet med de foregående fem influenzasæsoner.

Undersøgelsen er den første store registerbaserede undersøgelse over indlæggelsesmønstret i 2009/10. Klassiske træk ved pandemier som influenzasmitte uden for den sædvanlige sæson og et skift i den ramte aldersgruppe bliver bekræftet.

Samtidig viser opgørelsen, at sygdomsbyrden, trods det usædvanlige indlæggelsesmønster, ikke blev større, end det kunne håndteres inden for de sædvanlige rammer af det danske sundhedsvæsen. Dette kan tilskrives, at de ældre og svækkede borgere, som i høj grad var naturligt immune over for influenza A(H1N1), i store træk ikke fik influenza og dermed ikke blev en belastning for de danske sygehuse.

Undersøgelsen Registry-Based Surveillance of Influenza-Associated Hospitalisations during the 2009 Influenza Pandemic in Denmark: The Hidden Burden on the Young af Katarina Widgren, Jens Nielsen og Kåre Mølbak er offentliggjort i det anerkendte on-line tidsskrift PLOS ONE.

Se artiklen Registry-Based Surveillance of Influenza-Associated Hospitalisations during the 2009 Influenza Pandemic in Denmark: The Hidden Burden on the Young

Søg i Forskningsnyt: